Nogle steder bliver til, fordi nogen mangler dem. Basen er et af de steder.

I 1996 blev Basen etableret som en selvejende, non-profit fond under navnet Giraffen. Udgangspunktet var en erkendelse, som stadig er en del af kernen i det, vi gør i dag: Nogle børn og unge har ikke først og fremmest brug for en anden skole. De har brug for et sted, hvor undervisning, behandling og forståelse hænger sammen i hverdagen. Et sted, hvor man ser hele mennesket – ikke kun barnet i klasselokalet.

Det var en idé om helhed. Og det blev begyndelsen på en organisation, der gennem 30 år har udviklet sig sammen med de børn og unge, vi er sat i verden for, de fagligheder, vi bygger vores arbejde på, og det samfund, vi er en del af.

Giraffen udsprang af en faglig bevægelse, hvor man begyndte at stille spørgsmål ved, om det var nok at flytte børn, der ikke kunne rummes i folkeskolen, til en mindre ramme. For udfordringerne handlede ofte om mere end undervisning. Det kunne være det sociale, det psykologiske, det adfærdsmæssige – og barnets samlede livssituation. Hvis undervisningen var det eneste, man ændrede, risikerede man at overse det, der stod i vejen for, at barnet overhovedet kunne lære.

Idéen bag Giraffen - og senere Basen - var derfor at samle skoleområdet og socialområdet i ét helhedstilbud. At bringe de forskellige perspektiver sammen, så børn og unge ikke skulle hjælpes stykvist, men mødes som hele mennesker.

Det er i virkeligheden stadig en enkel tanke: Hvis et barn har det svært, kan man ikke nøjes med at flytte barnet. Man må også forstå barnet. Og man må skabe en hverdag, hvor læring, relationer, struktur og behandling arbejder sammen.

Mere end en skole

Den oprindelige idé har sat retningen for Basen lige siden. 

Basen er i dag et specialundervisnings- og behandlingstilbud, hvor undervisning inden for folkeskolens rammer og behandling forankret i servicelovgivningen mødes i den samme hverdag.

Det særlige ligger i helheden. Barnet skal ikke sendes fra rum til rum eller fra system til system. De voksne omkring barnet skal kunne se det faglige, det sociale og det psykologiske i sammenhæng.

På Basen ligger behandlingen derfor ikke ved siden af undervisningen. Den ligger i miljøet. I relationerne. I samtalerne. I tempoet. I måden, de voksne er til stede på. Det kræver en faglighed, der hele tiden arbejder med balancer: Hvornår skal vi stille krav, og hvornår skal vi tage hensyn? Hvornår skal vi skubbe på, og hvornår skal vi kompensere? Hvordan skaber vi struktur uden at gøre rammen så fast, at den ikke længere passer til det enkelte menneske?

Det er netop i de faglige afvejninger, at meget af Basens faglighed lever. For opgaven er ikke at finde én løsning, der passer til alle. Opgaven er at forstå, hvad der skal til for, at det enkelte barn eller den enkelte unge kan udvikle sig.

Fra Giraffen til Basen

I begyndelsen af 00’erne skiftede organisationen navn fra Giraffen til Basen. Navneskiftet handlede blandt andet om, at Giraffen lød mere som en fritidsklub, mens Basen signalerede en mere konsolideret og professionel organisation.

Men navnet kom også til at rumme noget mere. En base er et sted, man kan lande. Et sted, man kan stå. Et sted, man kan få fodfæste og finde retning fra. Og en base er ikke nødvendigvis et sted, man skal blive. Det er et sted, man kan vokse fra. Det billede siger noget centralt om Basens opgave. Vi skal kunne rumme – og samtidig pege fremad. Skabe tryghed uden at skabe stilstand. Give børn og unge mulighed for at udvikle sig, så de kan få flere muligheder og på sigt bevæge sig videre.

Fra nærhed til faglig tyngde

Basens historie kan fortælles gennem årstal, adresser og organisatoriske milepæle. Men den kan også fortælles som en udvikling i kultur, faglighed og selvforståelse.

I 00’erne var Basen et langt mindre sted. Skolen på Carl Nielsens Allé havde 18 elever, og vi havde også et opholdssted i Holsteinsgade.

Hverdagen var mere turbulent, end den er i dag. Basen rummede flere børn og unge med udadreagerende adfærd og sociale belastninger, og konfliktniveauet var højere.

Samtidig var der en stærk nærhed. Medarbejdere tog med på skiture og sommerlejre, børn, familier og medarbejdere mødtes til julebanko, og medarbejdernes egne familier var en del af fællesskabet. Der var en stærk følelse af at være én stor familie – varmt, tæt og inkluderende, men også mere uformelt, end en professionel organisation er i dag.

Siden er Basen blevet mere professionel og tydeligt rammesat. Der er kommet mere supervision, flere psykologer, stærkere faglige fællesskaber og større bevidsthed om sprog, praksis og forventningsafstemning.

Men professionaliseringen har ikke betydet, at alt fra den tidlige Basen er blevet lagt bag os. For i den tætte kultur lå også noget værdifuldt: Viljen til at stå tæt på, relationerne, fællesskabet og troen på, at mennesker udvikler sig i de miljøer, de er en del af. Det er stadig en del af Basens DNA.

Forskellen er, at fagligheden i dag i højere grad er fælles, reflekteret og systematisk. Det er ikke længere nok, at noget føles rigtigt. Det skal også kunne stå fagligt, organisatorisk og samarbejdsmæssigt.

Det er en vigtig del af Basens udvikling: At gøre nærværet bæredygtigt og bygge en faglighed, der ikke hviler på enkelte ildsjæle, men på en kultur, vi er fælles om.

Fra praksis til ringe i vandet

Basen har ikke kun udviklet sig gennem arbejdet med børn og unge i egne tilbud. Vi har også udviklet os ved at dele det, vi lærer. Basen Videnscenter udspringer blandt andet af de temaaftener, hvor medarbejdere delte deres viden og erfaringer med andre fagfolk.

Der kom mennesker for at få faglig inspiration, netværk - og lidt at spise. Senere kom blandt andet Faglig Fredag, kurser, rådgivning, VISO-opgaver og konferencer. Det voksede frem, fordi der var noget, Basen havde lyst til at dele. En faglighed, der var skabt i praksis, og som kunne gives videre fra praktiker til praktiker.

På den måde rækker Basens faglighed længere end organisationens egne vægge. Det handler ikke kun om at fortælle, hvad vi gør. Det handler om at give andre fagpersoner viden og forståelsesrammer, der kan udvide deres handlemuligheder. På den måde bliver erfaringer fra praksis til ringe i vandet.

Og Videnscenteret bliver ikke noget, der ligger ved siden af Basens kerneopgave. Det er en forlængelse af den. For når vi bliver klogere på børn og unge gennem vores praksis, kan den viden bruges til at skabe bedre muligheder – både på Basen og andre steder.

Basen er et sted man kommer, fordi man skal noget

Det perspektiv ligger også i Basens syn på de børn og unge, der kommer til os. Basen skal ikke være et sted, man ender, fordi man ikke kunne passe ind andre steder.

Basen skal være et sted, man kommer, fordi man skal noget. Man skal lære noget. Udvikle sig. Tage afgangsprøver. Få fodfæste. Få retning. Lære mere om sig selv og om at være sammen med andre. Og få mulighed for et liv, der åbner sig mere.

Det er en vigtig forskel. For Basens opgave er ikke blot at skabe en hverdag, der fungerer her og nu. Det er også at skabe muligheder for det, der kommer bagefter.

Derfor er afgangseksamen også vigtig. Børn og unge, der allerede står med store udfordringer, skal ikke have færre muligheder, fordi de har haft brug for et andet skoletilbud. Målet er ikke bare, at de skal kunne være på Basen. Målet er, at de skal kunne komme videre.

En organisation, der hele tiden bliver til

Basens historie kan ikke fortælles som en lige linje. Nye afdelinger, målgrupper, krav og faglige retninger er kommet til, mens andre tilbud er lukket. Basen er vokset, Videnscenteret er udviklet, og nye samarbejder er opstået.

Men udvikling handler ikke kun om størrelse. Den kan også mærkes i måden, vi arbejder på: Mere systematik, supervision, dokumentation og specialisering – samtidig med en vedvarende insisteren på relationen, fællesskabet og det enkelte menneske.

Det er noget af det, Basen gennem 30 år har øvet sig i at få til at hænge sammen.

En base man kan vokse fra

Basen er i dag en langt mere professionel og specialiseret organisation, end den var i 1996. 

Men kernen består. Den ligger i helhedssynet. I børnesynet. I fagligheden. I fællesskabet. Og i viljen til igen og igen at udvikle det hele, når børn og unges behov ændrer sig, når vilkårene omkring os forandrer sig, og når vores egen praksis kalder på noget nyt.

For Basens historie tilhører ikke én person. Den tilhører ikke én afdeling. Og den tilhører ikke én generation. Den er blevet skabt af mange mennesker, som hver især har sat noget i bevægelse – og af de mennesker, der står her nu og fører det videre. Det er også sådan, Basen bliver ved med at være Basen. Ved at bygge videre. Ved at lære. Ved at udvikle sig. Ved at skabe sammen.

I 30 år har Basen givet børn og unge et sted at stå, når skolen eller livet er blevet svært. Men en base er ikke en destination. Det er et sted, man kan udvikle sig fra. Et sted, hvor man kan få fodfæste. Få retning. Få nye muligheder. Og på sigt bevæge sig videre.

Det var idéen i 1996. Det er stadig en del af vores opgave i dag. Og det er den historie, vi tager med os videre.

Basens rejse - de vigtigste nedslag

30 år rummer mange historier. Her har vi samlet nogle af de vigtigste nedslag i Basens rejse – fra de første år som Giraffen i 1996 til den organisation, Basen er i dag.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL BASEN?

Kontakt