Anne Søgaard
Pædagog, forfatter, debattør og ophavskvinde til begrebet vensomhed.
1. HOVEDOPLÆG | KL. 9:15 - 10:15
Hvordan skaber vi fællesskaber, hvor alle børn oplever at høre til?
Anne Søgaard arbejder ud fra en enkel, men afgørende erkendelse: Børn udvikler sig bedst, når de oplever, at nogen glæder sig til at se dem, og når de mærker, at de har betydning for andre.
I sit oplæg viser hun, hvordan vensomhed kan omsættes til konkret pædagogisk praksis i både skoler, institutioner og fællesskaber. Med afsæt i erfaringer fra virkeligheden stiller hun skarpt på de normer, kulturer og fortællinger, som former børns positioner i fællesskabet.
For når et barn bliver afvist, trækker sig eller reagerer uhensigtsmæssigt, er spørgsmålet ikke kun, hvad barnet skal gøre anderledes. Spørgsmålet er også, hvad vi voksne og fællesskabet kan gøre anderledes.
Deltagerne får konkrete eksempler på, hvordan man kan arbejde med vensomhed på både klasse-, gruppe- og individniveau og skabe kulturer, hvor børn vokser af at hjælpe andre, tage ansvar og opleve sig som betydningsfulde medlemmer af fællesskabet.
Mathias Granum
Lærer, efterskolegrundlægger og forfatter til bogen ’Fra monsterelever til mønsterelever.’
2. HOVEDOPLÆG | KL. 11:00 - 12:00
Hvordan giver vi alle elever fem succeser i hver lektion?
Med udgangspunkt i sin egen rejse fra idealistisk efterskolegrundlægger til fortaler for en mere pragmatisk pædagogik, udfordrer Mathias Granum nogle af de grundantagelser, som præger skoledebatten i dag. Han undersøger, hvad der sker, når høje idealer møder virkelighedens klasseværelse, og hvad danske skoler kan lære af nogle af de mest succesfulde undervisningsmiljøer i verden.
I sit hovedoplæg tager han deltagerne med fra den progressive pædagogiks frihedsidealer, som han selv er rundet af, til mødet med Michaela Community School, også kendt som "Englands strengeste skole". Kan man skabe tydelige rammer og stærk klasseledelse uden at miste frisindet? Og hvad kræver det af os som professionelle voksne?
Efter frokost oplever du Mathias i en praksisnær workshop om klasseledelse, elevaktivering, tempo, overgange og håndtering af forstyrrende adfærd. Her viser Mathias hvad der skal til for at skabe en klassekultur, hvor alle elever deltager aktivt - hele tiden - og oplever succeser i hver lektion. På workshoppen kommer du til at sætte dig i elevens stol – og vi lover dig, at du tager inspiration med hjem, der forandrer din måde at bedrive klasseledelse på.
Ayse Kosar Larsen
Ayse Kosar Larsen, sociolog og centerchef i Center for Ungdomsstudier (CUR).
OPLÆG | KL. 13.55–14.25
Hvordan fritidslivet kan give børn mod på mere i skolen?
For nogle børn og unge er det blevet sværere at træde frem i fællesskaberne, række hånden op i timen og risikere at fejle foran andre. En voksende social usikkerhed kan begrænse deres deltagelsesmod, både i skolen og i fritidslivet. Hvor får børn mulighed for at øve sig i at være modige sammen med andre?
Med afsæt i undersøgelser fra Center for Ungdomsstudier, sætter Ayse fokus på børn og unges egne fortællinger om fritidslivets potentiale som en vigtig øvebane for livet. Ayse kommer med eksempler på, hvordan børn oplever at mestre noget nyt på musik- og kulturskoler, tage initiativ håndtere modgang i foreningslivet og styrke deres evne til at indgå i fællesskaber i fritidsklubben, hvor de øver at være gode medværter med ansvar for hinandens trivsel.
Hun undersøger, hvordan erfaringer fra fritidslivet kan styrke børns deltagelse i skolen og hvilken rolle de voksne spiller i at skabe trygge fællesskaber, hvor flere tør træde frem. Ayse kommer med konkrete eksempler på, hvordan skole og det organiserede fritidsliv kan samarbejde om hele barnets liv.
Et praksisnært oplæg om fritidslivets betydning for børns udvikling, og om, hvordan de erfaringer, børn gør sig uden for skolen, kan være med til at styrke deres positioner i skolen.
Anders Lund Madsen
Journalist, forfatter, tv-vært og en af Danmarks skarpeste iagttagere af hverdagslivet. Har selv fået 8 børn over 5 årtier.
3. HOVEDOPLÆG | KL. 14:50 - 15:50
Hvem lærer egentlig hvem noget om livet?
Med humor, nysgerrighed og et blik for menneskers særheder sætter Anders Lund Madsen fokus på de voksne, børn møder uden for skolen. På familielivet. På opdragelse. På vores forestillinger om det gode børneliv. Og på alt det, ingen af os fik en manual til.
Med afsæt i egne erfaringer som far til en stor børneflok gennem 5 årtier og mange års refleksioner over mennesker og samfund, inviterer han os til at se på os selv som voksne: Hvilke værdier giver vi videre? Hvilke forventninger møder vi børn med? Og hvad betyder det egentlig for børn at vokse op i dag?
Et tankevækkende og underholdende oplæg om de voksne, der er med til at forme det hele skolebarn.
Gå til praktisk info og pris
Vi glæder os til at byde dig velkommen til en inspirerende dag om trivsel, fællesskaber og det hele skolebarn. Her har vi samlet alt det praktiske, så du nemt kan planlægge din deltagelse og fokusere på det, der betyder mest: ny viden, refleksion og faglige fællesskaber.
"Det var den bedste konference jeg har været på i årevis!"
DELTAGER, BASEN KONFERENCEN 2023
