Elev-case: Tilbage til fællesskabet

Nogle elever gør hurtigt indtryk. Andre lærer man først langsomt at kende.

For Maren, der arbejder som behandler/underviser på Basen, begyndte det med en elev, der næsten aldrig var til stede på Basen.

"Han kom ikke særlig meget ind – det kunne han ikke. Vi måtte som voksne møde ham derhjemme i eget hjem og undervise der, for han kunne ikke være i en skole blandt andre børn.  

Bag dette lå en fortid med mange skoleskift og nogle meget alvorlige oplevelser med mobning.

"Jeg mener, han havde været på 3 skoler, inden han kom til Basen, og her blev han desværre også udsat for at skulle flytte afdeling tre gange, efterhånden som kommunen accepterede hans øgede støttebehov, og behandler/undervisere skiftede job på Basen. Han havde autisme og var blevet mobbet i meget, meget svær grad – også fysisk. Jeg kan faktisk mærke, at jeg har fortrængt noget af det, jeg hørte dengang, fordi jeg blev dybt chokeret over, hvad børn kan gøre ved et andet barn," fortæller Maren. 

Hun holder en pause og fortsætter:

"Han har været udsat for noget af det værste, man kan forestille sig og led af diagnosticeret PTSD. Det er noget af det, der har fyldt meget omkring ham: At bare det at være på en skole aktiverede hele hans system voldsomt."

En skole, der skulle genopfindes
I lange perioder var det svært for ham overhovedet at opholde sig på skolen. Lyde, aktivitet og mange jævnaldrende gjorde det vanskeligt at finde ro. Efter to år lykkedes det at få kommunen til at acceptere behovet for hjemmeundervisning, og derfor foregik store dele af undervisningen hjemme, mens medarbejderne på Basen arbejdede på at finde rammer, der kunne gøre skole til et trygt sted igen. 

Samtidig var det et paradoks, for fagligt havde han et utroligt stort potentiale.

"Han er meget, meget højt begavet. Men han havde mistet så meget fagligt gennem så mange år, og det fyldte meget for ham. Han havde en stærk oplevelse af, at der var noget, han skulle indhente," fortæller Maren.

Hun oplevede, at kampen ikke kun handlede om faglighed.
"Hvis man går i skole, skal man kunne det her – og hvis jeg ikke kan det, hvem er jeg så? Det rammer jo lige ned i ens identitet, især når man er teenager."

Et vigtigt vendepunkt kom, da han fik sit eget lille rum på Basen. Der var tale om et skærmet tilbud, som hans forældre længe havde kæmpet for at få godkendt af kommunen, og det viste sig at gøre en stor forskel. Nu kunne han opleve Basen som et trygt sted og få den nødvendige ro. Samtidig blev der etableret et fast lærerteam omkring ham, og Maren fik senere en del af ansvaret for forløbet.

Noget af det første, Maren lagde mærke til, var behovet for tydelig struktur og forudsigelighed både på Basen og i hjemmet. 

"Basen fortsatte med at lave ugebreve, så han hele tiden vidste, hvad han mødte ind til,” fortæller hun. ”Det behøvede ikke være en udførlig beskrivelse af hver eneste time. Det vigtige var, at han vidste: Hvem skal jeg være sammen med? Hvad skal jeg? Hvor længe skal det foregå?” 

Desuden blev han transporteret af sin mor til og fra skole, og i en lang periode sad mor og ventede i Basens forældrerum, så han altid havde mulighed for at komme hurtigt hjem, hvis noget viste sig for belastende lige den dag. 

For mange børn virker alt dette måske som små ting. Men for en elev med så store skoletraumer kan det være forskellen mellem at møde op eller blive hjemme.
 

Struktur som en indgang

Undervisningen blev bygget op omkring genkendelige rutiner. Der var faste pauser, tydelige rammer og så få uforudsete ændringer som muligt.

"Det, jeg tror, vi lykkedes med, var at skabe en god struktur. Det kørte bare. Det var genkendeligt. Undervisningen var genkendelig, og han vidste præcis, hvad han mødte ind til hver eneste gang," siger Maren. 

Hans mor fik etableret et forløb med en ekstern traumebehandler, hvilket viste sig at blive en meget vigtig del af indsatsen.

"Vi begyndte at holde faste ”triomøder” mellem os, forældrene og traumespecialisten, og de møder gjorde en stor forskel. Der lå virkelig meget viden i traumebehandlingen, som vi kunne bruge. Vi kunne se, at han begyndte at rykke sig, og vi kunne samarbejde om, hvad vi aktivt kunne gøre herovre." 

Da fællesskabet begyndte at åbne sig

Struktur blev fundamentet. Men det var fællesskabet, der for alvor blev motoren i udviklingen.

Fra sin sidste folkeskole, havde han fået en lille gruppe venner, der kom hjem til ham næsten hver fredag for at spille bordrollespil. Denne gruppe udvidede sig langsomt, og venskaberne udviklede sig yderligere, da han begyndte at undersøge muligheder for efterskole og i den forbindelse kom med på nogle camps a la lejrskoler, hvor han kunne dyrke rollespilsinteressen sammen med andre.  

Maren husker tydeligt, hvordan det begyndte at ændre noget grundlæggende: "Hans vennegruppe uden for Basen begyndte langsomt at udvide sig. Han begyndte at kunne tage i sommerhus alene med de her venner. Han begyndte også at tage offentlig transport alene." 

Det var ikke kun de voksne, der skubbede udviklingen frem. Det var også lysten til at være sammen med andre unge.

"Vi kunne mærke, at han begyndte at insistere på selv at kunne nogle ting. På en måde begyndte han at opdage, at han var et ungt menneske, der kunne noget og ville noget."

Ifølge Maren blev netop de jævnaldrende relationer et vendepunkt - noget hans mor også havde et skarpt blik for.

"Forældrene og vores samarbejde med dem var helt afgørende for processen. De havde set, hvor hårdt han havde været ramt, og det er en svær balance: Hvor meget kan man presse på? Derfor tror jeg, det var rigtig godt, at der kom nogle jævnaldrende ind i hans liv. Et mikrofællesskab, som blev afgørende for, at han pludselig kunne nogle ting, fordi han gerne ville dem."
 
Det var ikke, fordi vanskelighederne forsvandt: "Han kunne være fuldstændig flad for energi bagefter. Derfor havde både familien og os på Basen meget fokus på energiforvaltning. For pludselig kunne han rigtig mange ting. Sammen med forældrene var vi hele tiden opmærksomme på hans dagsform. Hvis der skete meget derhjemme, kunne vi skrue lidt ned for aktiviteterne på skolen og omvendt. Dialogen med forældrene, som selvfølgelig kender deres barn allerbedst, var meget vigtig, også fordi de var så opmærksomme på, at han fik fællesskaber uden for Basen.   

At øve sig på ungdomslivet

Efterhånden begyndte fokus at flytte sig fra at skabe tryghed til også at forberede fremtiden. Drømmen om efterskole blev mere konkret, og derfor begyndte Basen at arbejde med de færdigheder, som et efterskoleophold kræver.

En af dem var noget så almindeligt som at spise frokost med andre.
"Vi begyndte, allerede kort tid inde i det sidste år på Basen, at arbejde målrettet med, at han skulle spise frokost sammen med andre elever, så han kunne træne det at være i en frokostsituation. I starten var det rigtig svært."

Der blev talt om sociale spilleregler, om fællesskab og om, hvad der sker, når man bliver presset.

"Nogle gange slog de andre elever sig lidt på ham. Det er jo noget af det, der er svært ved vores målgruppe: De kan slå sig på hinanden, fordi de har så mange forskellige behov. Men det skal man også kunne være i, hvis man skal på efterskole." 

Maren understreger, at mange af samtalerne handlede om at forstå både sig selv og andre: 'Hvad kan vi tilbyde dig af alternativer? Hvad kan du gøre, når du mærker, at du bliver aktiveret?" 

Langsomt voksede hans skema. Fra ganske få timer om ugen til længere skoledage med både undervisning og sociale aktiviteter. 
"Da jeg blev en del af teamet omkring ham, var han primært hjemme og meget sjældent her på skolen. Han havde måske fire-fem timer om ugen. Nu har han afsluttet 9. klasse med omkring 15 lektioner om ugen og har haft mange hele skoledage."

Mere end karakterer

Undervejs opstod et spørgsmål, som fyldte meget hos både medarbejdere og familie: Hvad var vigtigst? Skulle kræfterne bruges på flest mulige eksamener? Eller på at træne de færdigheder, som gør det muligt at leve et ungdomsliv?

"Der har hele tiden været en balance i, hvor meget man skulle presse på fagligt," fortæller Maren. "Han ville rigtig gerne. Men vi måtte prioritere. Hvad var vigtigst? Var det at tage flere eksamener – eller at øve frokost, fællesskab, selvstudie og hverdagsrutiner?" 

Det blev ikke et enten-eller. Han gennemførte flere 9. klasse eksamener med flotte resultater og viste samtidig, at han havde et meget stort fagligt potentiale.

"Han suger læring til sig og blev hurtigt en bedre læser end de fleste lærere. Det er jo også det, der gør det til en fed opgave. Han er en elev, der virkelig tager imod, når han kan få ro nok til det," siger Maren.

Når håbet vender tilbage

Ved et af de sidste triomøder kom endnu et vigtigt tegn på udviklingen. "Traumebehandleren fortalte, at hun havde observeret – og han fortalte det også selv – at PTSD'en nærmest var væk. Den fyldte ikke på samme måde længere." 

I dag står han foran et nyt kapitel. Her efter sommerferien er han draget afsted på efterskole.

For Maren er det stadig svært helt at forstå, hvor langt han er kommet.
"Han er et ungt menneske, som har venner, har fået sommerferiejob, har klaret halvdelen af sine eksamener og ved præcis, hvilke eksamener han skal tage på efterskolen. Det er ret vildt."

Når hun ser tilbage, er det dog ikke karaktererne, der fylder mest.
”Hvordan måler man egentlig på sådan noget?" spørger hun. "Hvordan måler man, at et barn, der næsten ikke kunne være på en skole, nu kan tage offentlig transport, spise frokost med andre, tage eksamener, få et job, holde en konfirmationstale foran en stor forsamling og få venner? Det er svært at sætte tal på. Men man kan mærke det."

Elev-casen er langt fra en fortælling om hurtige løsninger. Når et barn får så alvorlige traumer under sin første skoletid, kræver det flere års arbejde, stor tålmodighed og en vedvarende tro på, at familie og behandler/undervisere i fællesskab kan skabe nye erfaringer for eleven.

Maren smiler og siger til sidst:

"Han er ikke længere kun en elev, der bliver omtalt i periferien. Han er et ungt menneske, der er på vej ud i verden. Med sin begavelse, sine styrker og sårbarheder — og med en ny erfaring om, at skolen ikke kun kan være et sted, der gør ondt. Den kan også være et sted, der redder én, som han sagde til dimissionen på Basen.”

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLERNE?

Kontakt