Elev-case: Fra bagsædet til fuldt skema

Mange dårlige oplevelser på forskellige skoler, en autismediagnose og tre år uden skole havde sat kroppen i alarmberedskab. På Basen Fyn begyndte arbejdet i det helt små, og voksede sig stille, men sikkert, stærkt nok til at bære ham tilbage til fællesskabet. 

Når moren ser tilbage, står billederne stadig skarpt: En dreng, der langsomt trak sig ud af verden, fordi den blev for krævende, for uforudsigelig og ikke til at være i.

“Han kunne ikke være i huset… og han kunne heller ikke komme ud. Til sidst var han helt lukket ned,” fortæller hun stille.

Årene uden skole blev lange, og selvom viljen til at lære hele tiden var der, forsvandt adgangen til den bag en mur af angst og overbelastning. Familien kæmpede sig gennem et system, der stillede krav om hurtig fremdrift, mens kroppen hos deres barn fortalte en helt anden historie.

Et hej, der gentog sig

Da han første gang ankom til Basen, stoppede angsten ham allerede på parkeringspladsen. Han blev siddende i bilen, fastlåst mellem det trygge og det ukendte.

Behandler/underviseren valgte ikke at trække ham ud af situationen, men gik i stedet ind i den:

“Jeg gik ud til bilen, åbnede døren i mors side og sagde hej til eleven på bagsædet, og så lukkede jeg døren igen og ventede fem minutter,” fortæller han. 

Det skete flere gange om ugen, og uger blev til måneder.
“Det stod nok på i 7-8 måneder… 3-4 gange om ugen,” fortæller han.

Der var ingen genveje, ingen forsøg på at forcere noget frem. Kun gentagelsen, relationen og en rolig forvisning om, at det var nok for i dag. Imens var der daglig kontakt; korte samtaler og sms’er mellem moren og behandler/underviseren på Basen. Observationer og indsigter blev hele tiden delt imellem dem.

Langsomt begyndte noget at røre på sig. Gennem en social story – med billeder af parkeringspladsen, døren til Basen og vejen ind – fik han mulighed for at gå ruten mentalt, længe før kroppen turde følge med.

“Så begyndte han stille og roligt at komme ind,” fortæller Basens behandler/underviser.  

Når kroppen falder til ro

Indenfor var forventningerne skruet helt ned, og tiden fik lov at få en anden rytme. Det handlede ikke om faglig fremdrift, men om at relationen mellem dem kunne vokse sig frem. 

“Vi arbejdede mikroregulerende… aflæste hele tiden hans kropssprog, stemmen og forsøgte at give ham ro i kroppen,” forklarer behandler/underviseren: 
”En hoste i rummet kunne få ham til at stivne. Jeg husker, at han en af dagene sad med et Uno-kort i halvanden time og var helt lukket ned.” 

Derfor doseres alt med en næsten usynlig præcision. Samtaler opstod, når de sad ved siden af hinanden - ikke overfor hinanden - med en tavle imellem sig. Ordene lagde sig forsigtigt ind i pauserne.

“Det handlede om, hvor meget jeg kunne trykke, og stadig holde ham i zonen for det, han kunne kapere,” understreger behandler/underviseren.

Langsomt bevægede samtalerne sig tættere på det, der fyldte. Først som noget generelt – hvor de talte om, hvad angst egentlig er, og hvorfor kroppen reagerer – og siden som noget, der også viste sig at være en historie inde i ham.

Og så begyndte han selv at fortælle. Angsten stammede fra en helt konkret oplevelse på en tidligere skole, men først nu kunne der sættes ord på. 

Den langsomme bevægelse tilbage

Forandringen foldede sig ud over tid som ringe i vandet. Det, der før føltes umuligt, blev til små skridt, der kunne gentages, mens erfaringerne stille og roligt fik lov til at sætte sig. Samtidig arbejdede behandleren/underviseren hele tiden et skridt foran for at forberede og gøre tingene forudsigelige.

“Jeg plantede et frø om noget, vi kunne lave… og en måned senere sagde han: ”Det kan vi godt,” forklarer han. 

Det er et arbejde, der kræver tålmodighed og præcision, men også en grundlæggende tillid til, at udvikling ikke kan forceres – kun understøttes.

En dag kunne hendes søn selv formulere det mål, som viste sig at blive en stor personlig motivation for ham, husker moren:

”Han fortalte mig, at nu gik han efter at blive den første elev på Basen Fyn, der kom i skole på fuld tid.” 

Flyveklar

I dag bevæger han sig som noget af det mest naturlige ind ad døren til Basen. Han deltager i undervisningen, går til alle eksamener og taler om fremtiden med en selvsikkerhed, der tidligere syntes uopnåelig. Han har venner og planer for engang at læse videre til arkitekt eller ingeniør. 

For moren føles det næsten uvirkeligt at se tilbage.
“Man kan næsten ikke huske, at det har været sådan,” siger hun. 

Historien rummer en erfaring, som er central i arbejdet med børn og unge i massiv mistrivsel: Når tempoet får lov at følge barnet, og når det faglige arbejde er vedholdende og præcist, kan selv det, der ser helt fastlåst ud, begynde at bevæge sig.

Det tager tid at finde vejen tilbage, men den er der.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL CASEN?

Kontakt