Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Når mistrivslen presser sig på: Sådan står vi fast – sammen

Psykolog Rikke Lyngdam har arbejdet med børn og unge i over 20 år. På Basen Konferencen 2026 holder hun workshop om, hvordan professionelle kan stå sammen, når konflikter og mistrivsel truer fællesskabet. Her deler hun sine vigtigste erfaringer og råd til dem, der vil skabe trygge fællesskaber for alle børn og unge.

Hvad er ifølge din erfaring den vigtigste forudsætning for at skabe sammenhold og fælles retning i samarbejdet på fx en skole, når man skal håndtere mistrivsel hos børn og unge?
”Det starter med en fælles forståelse af, at fællesskaber er vigtige – både for gruppen og for det enkelte barn. Vi skal spørge os selv: Hvad har det enkelte barn brug for af tydelighed og rammer, for at kunne trives i fællesskabet?"

Der, hvor børn mistrives, er ofte dér, hvor de overlades til selv at administrere fællesskabet...

Fællesskaber skal ikke overlades til børnene alene

"Voksne skal være tydelige rollemodeller – både i at se børnene og i at skabe gode stemninger og klare rammer. Når rammerne er uklare, og der for eksempel mangler varme relationer eller “reparation” efter konflikter, reagerer børnene. Det gælder både i skolen og derhjemme.

Fællesskabet skal have aftaler og strukturer, som de voksne følger op på. Der, hvor børn mistrives, er ofte dér, hvor de overlades til selv at administrere fællesskabet – fx i skolegården eller fritiden og hvor vi ikke får afsluttet det svære. Vi kan sagtens inddrage børnene i at skabe rammer, men det er de voksne, der skal tage ansvar for, at de er gode og trygge.”

Rikke Lyngdam er psykolog ved Foliko og har mere end 20 års erfaring med børn, unge og familier i skoler, plejefamilier og behandlingsmiljøer. 

Hvad ville du råde en skoleleder til at gøre, hvis man på en skole vil skabe bedre fællesskaber for alle børn?
”Jeg vil anbefale at bruge principperne fra Non Violent Resistance (NVR). Det er en tilgang, der bygger på aktivisme, masser af engagement og fælles handling. Vi kan ikke ændre noget alene – vi skal stå sammen, også med dem vi er uenige med."

Vi skal stå i samme båd

"NVR fungerer rigtig godt i skolesammenhæng, fordi det skaber fokus på samarbejdet mellem lærere, forældre og andre voksne omkring barnet. Det kræver ledelse, men også teams, der tør dele både udfordringer og glæder, og som tør vise, hvad de selv har brug for.

Når man som lærer står alene med en klasse, er det afgørende at kunne trække på et bagland til kollegaer, forældre og ledelse. Det giver styrke og signalerer til børnene, at vi er mange der interesserer os for dem - at der er et fællesskab af voksne, som interesserer sig for dem.

NVR handler om at skabe tydelige rammer, som børnene kan navigere i – også når de ikke vil eller kan samarbejde. Det giver de voksne mulighed for at handle og vise omsorg, selv når barnet ikke er parat til at tage imod.”

Voksne skal være tydelige rollemodeller – både i at se børnene og i at skabe gode stemninger og klare rammer...

Hvad håber du deltagerne på din workshop tager med sig hjem?
”Jeg håber, de får en inspirerende dag og mærker, hvor betydningsfulde de er som voksne. At det føles godt at stå sammen med andre – og at man ved, hvad man står sammen om. Med kærlige aftryk i børns liv.”

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt

Catja Middelboe Andersen

Kommunikationsansvarlig

LÆS OGSÅ...

Det fulde program

Få overblik over dagens oplæg, workshops og pauser – og planlæg din konference, time for time.

Hovedtalere

Tre stærke stemmer sætter spot på mistrivsel, fællesskab og fremtidens skole – med afsæt i praksis, forskning og børns egne perspektiver.

Vælg dine workshops – og få ny viden med hjem

I årets program kan du vælge mellem 10 praksisnære workshops med oplægsholdere, der deler erfaringer, perspektiver og konkrete redskaber.

Tilmelding til Basen Konferencen 2026

Hvordan skaber vi fællesskaber for alle børn og unge - også dem, der har det svært? Temaet for årets Basen Konference undersøger arbejdet med fællesskaber ud fra vidt forskellige perspektiver. Vi håber, du har lyst til at være med.