Faglighed, fordybelse og fællesskab – år for år
Siden 2023 har Basen Konferencen samlet fagfolk fra hele landet til en dag med ny viden, praksisnær inspiration og kollegialt fællesskab. Hvert år har vi sat spot på aktuelle temaer, der præger arbejdet med børn og unge i sårbare positioner – og vi har inviteret nogle af landets mest vidende og modige stemmer til at dele deres perspektiver.
Her får du et indblik i de seneste års konferencer – og en fornemmelse af, hvorfor Basen Konferencen er blevet et fagligt fyrtårn for dem, der vil mere end bare forstå.
2023: Relationskompetence og belastningsfaktorer
Hotel Comwell Køge Strand – 21. april 2023
Den første Basen Konference satte fokus på det professionelle arbejde med psykisk sårbare børn og unge – og på hvordan vi som fagpersoner kan være der for dem, inden de bliver syge. Samtidig blev der sat spot på, hvordan vi passer på os selv og hinanden i et arbejde med høje følelsesmæssige krav.
Børne- og skoleforsker Louise Klinge åbnede dagen med et oplæg om relationskompetent praksis og de fem kendetegn, der styrker kvaliteten i relationen mellem fagperson og barn. Psykolog Rikke Høgsted afsluttede dagen med et oplæg om forebyggelse af udbrændthed og omsorgstræthed – og om hvordan vi skaber et psykisk sundt arbejdsmiljø.
Dagen bød også på 10 workshops med temaer som metakognitiv terapi, traumer, supervision og livet som ung med diagnoser.
2024: Ufrivilligt skolefravær
Hotel Nyborg Strand – 5. april 2024
I 2024 satte vi fokus på det stigende skolefravær blandt børn og unge – og på de komplekse årsager, der ligger bag. Med oplæg fra blandt andre Gro Emmertsen Lund og Dorthe Birkmose blev der åbnet op for nye perspektiver på, hvordan vi som fagpersoner kan forstå, møde og støtte børn og unge, der ikke kan eller vil gå i skole.
Konferencen gav deltagerne både faglig indsigt og konkrete redskaber til arbejdet med skolefravær – og skabte rum for refleksion og dialog om, hvordan vi som system og som mennesker kan gøre en forskel.