Undervisning
Dansk, matematik, engelsk – og meget mere. Du bliver undervist af lærere med linjefag, og vi tilpasser undervisningen, så du kan være med. Mange af vores elever tager 9. klasses afgangsprøve.
Depression kan ramme børn og unge på mange måder og påvirke både skolegang, relationer og livsglæde. På Basen møder vi depression med forståelse, trygge rammer og et individuelt fokus, så den enkelte får mulighed for at genfinde håb, energi og deltagelse i fællesskabet.
Hvad er depression?
Depression er en psykisk lidelse, der også kan ramme børn og unge. Symptomerne udvikler sig ofte gradvist og kan være svære at genkende, fordi de både kan vise sig som tristhed, irritation, træthed, lavt selvværd, koncentrationsbesvær, søvnproblemer og fysiske symptomer som hoved- eller mavepine. Mange børn og unge trækker sig fra sociale aktiviteter og mister lysten til ting, de tidligere har været glade for.
Depression kan have mange årsager – ofte en kombination af belastninger, øget sårbarhed og genetiske faktorer. Den kan optræde sammen med andre vanskeligheder som angst, skolefravær, selvskadende adfærd, spiseforstyrrelser eller OCD. For børn og unge kan det være svært at sætte ord på, hvorfor de er kede af det, og symptomerne kan derfor blive overset eller fejltolket.
Vi skaber struktur og overskuelighed for børn og unge med depression, så de kan opleve små succeser, opbygge selvværd og gradvist genvinde lysten til læring og samvær.
Depression kan variere fra lette til svære og til tider livstruende former. Det er vigtigt at være opmærksom på, at depression hos børn og unge indebærer en øget risiko for selvmordstanker og -handlinger.
På Basen behandlings og specialundervisningstilbud arbejder vi miljøterapeutisk for at skabe trygge, forudsigelige og overskuelige rammer for børn og unge med depression. Vi har fokus på at reducere stress, styrke ressourcer og skabe små succesoplevelser, der kan opbygge håb og motivation.
Vi tilpasser hverdagen individuelt – fx ved at justere undervisningens omfang og tempo, så barnet eller den unge får mulighed for at opleve mestring og gradvist genvinde energi og lyst til læring og fællesskab. Vi arbejder tæt sammen med familien og netværket, da støtte og forståelse fra omgivelserne er afgørende for at skabe udvikling.
Vi har særlig opmærksomhed på, at depression ofte optræder sammen med andre vanskeligheder, og vi tilrettelægger indsatsen ud fra den enkeltes samlede behov og ressourcer. Målet er at give barnet eller den unge en oplevelse af at kunne deltage i skolelivet, udvikle selvindsigt og finde nye strategier til at håndtere udfordringer.
Dansk, matematik, engelsk – og meget mere. Du bliver undervist af lærere med linjefag, og vi tilpasser undervisningen, så du kan være med. Mange af vores elever tager 9. klasses afgangsprøve.
Vores grundtanke er, at alle mennesker i bund og grund ønsker at bidrage til fællesskabet, og føle sig værdifulde i samværet med andre og opleve en følelse af at høre til.
Basen har afdelinger i København, Taastrup, Birkerød og Odense. Alle steder møder du små hold, trygge rammer og voksne, der vil dig.