Vi bør skabe skoler, hvor eleverne føler sig hjemme

Det har ofte undret skoleforsker Louise Klinge, at skolen anno 2025 stadig er indrettet, som den er.

For hvis man udførte tankeeksperimentet at lade en arkitekt tegne og beskrive den gode skole med afsæt i viden om børns trivsel og læring og i de observationer og udsagn, hun de seneste 15 år har indhentet fra skolebørn og lærere, ville skolen se meget anderledes ud.

Der ville være flere planter og øreklapstole, mere plads til at sænke skuldrene. Der ville være tæpper og puder, steder man kunne ligge eller sidde blødt, the-køkkener, stille huler og kroge at trække sig tilbage til for at få en pause. Der ville være flere farver, flere rekreative uderum, køkkenhaver. Plads til dyr og åbne værksteder, hvor man kunne bygge, skabe og give drømmene vinger. Måske kunne man endda en gang imellem få lov til at tage sit kæledyr med, hvis det kunne skabe ro og glæde…

”Det er både påfaldende og ulogisk, at klasseværelset – der hvor børn tilbringer det meste af deres skoletid - er så langt fra børnenes beskrivelser af, hvad de oplever som et rart sted at være. Fælles for deres beskrivelser af rare steder er, at det er steder, hvor de føler sig hjemme. Alt for mange steder er klasseværelset et uinspirerende rum fyldt med stole og borde,” siger Louise Klinge. 

Når børn øver modstand ved at blive højlydte, forstyrrer eller komme til at afbryde, er det som oftest ikke, fordi de ikke ønsker at være en del af fællesskabet, men fordi de har svært ved at være det på de præmisser, vi stiller for skoleklassens indretning, mener Louise Klinge.

Derfor er det ikke løsningen på at øge elevernes engagement og ansvar for fællesskabet at indføre skrappere sanktioner og straf, som det har været debatteret med opdateringen af folkeskolens ordensbekendtgørelse, mener hun.

På scenen som dem de er

Klasserumsundervisning, der først og fremmest er styret af ro og indordning, lukker ned for elevers naturlige engagement og idérigdom og begrænser deres muligheder for at udfolde sig og deltage i undervisningen, argumenterer Louise Klinge.    

Siden 2011 har hun interviewet skoleelever, pædagoger og lærere for at finde ud af, hvad der skal til for at skabe en skole, hvor flere børn og fagpersoner trives. Hun har kigget på tværs af forskningsfelter, og hun har identificeret seks grundlæggende behov, der er afgørende for børns trivsel, udvikling og læring.

Kort fortalt er de seks grundlæggende behov, at (1) skolens rammer er både fysisk og psykisk trygge, (2) at børnene oplever autonomi/medbestemmelse samt (3) kompetencer til at løse udfordringer, at de oplever (4) samhørighed med kammerater og voksne, og (5) mulighed for at bidrage og føle sig værdifulde og (6) leve sundt.    

Når Louise Klinge spørger skoleelever, hvad de drømmer om, er det ofte rammer, hvor de kan træde op på scenen og spille en rolle i det, de skaber.    
”Hvis vi giver dem lov til at skabe noget sammen, giver vi dem samtidig mulighed for at træde i karakter som dem, de er, og udvikle sig herfra. Det er en fejl, at vi indretter skolen, så alle skal lære på samme måde, når vi ved, at vi er så forskellige,” siger Louise Klinge.

Selv om mange børn heldigvis oplever at få imødekommet flere af behovene i deres skoleliv, spænder de fysiske rammer, klasselokalernes institutionelle rammer med borde og stole på rækker og en fastlåst skemastruktur fortsat ben for at udnytte det potentiale, der ligger lige for og snublende tæt, mener Louise Klinge.

Engagementets ledestjerner

I Klub og SFO er strukturen mere fleksibel, og de projektforløb, som allerede nu er en del af nogle folkeskoler, kan rulles ud og integreres som en mere grundlæggende struktur, opfordrer Louise Klinge og peger på, at det også vil skabe mulighed for at give mere plads til håndværk og skabertrang i en skole, der i mange år har vægtet ånd over hånd. Fuldstændig i tråd med tidens fokus på større anerkendelse og opprioritering af håndværksfag.

”Når mennesker er engagerede, har vi det godt og udvikler os mest. Børns engagement er derfor ledestjerne for, om skolen er børneparat. Engagement opstår som følge af, at de grundlæggende behov støttes, og det kræver fysiske rammer, hvor der på en og samme tid er trygt og overskueligt og albuerum og højt til loftet,” siger Louise Klinge.

De seneste år har Louise Klinge formidlet sin forskning på konferencer og landets skoler om at lade børns behov tjene som afsæt for indretningen af skolehverdagen. Hendes seks principper for trivsel, læring og udvikling har fået to skoler i henholdsvis Aarhus og på Vesterbro til at eksperimentere med at skabe skole på en helt ny måde.

Men også mindre tiltag kan gøre en forskel og højne trivsel, engagement og skoleglæden. Tiltag der blot justerer en smule, så den måde de fysiske rammer bruges, passer bedre til børnene.

Når børn er i alarmberedskab, har de svært ved at lære. Men det er ikke bare travlhed og afbrydelser, der stresser børn i skolen. Også omgivelserne, det at undervisningen først og fremmest finder sted i klasselokaler, mener Louise Klinge.

"Mange klasseværelser ligner fuldstændig de åbne kontorlandskaber. Sådanne miljøer giver ikke tilstrækkelig mulighed for, at man kan trække sig fra larm, kammerater og situationer, der for nogle børn kan virke kaotiske, og for de fleste er stressende at befinde sig i nonstop en hel skoledag. Det er på ingen måde tryghedsskabende. Tværtimod bliver man bragt i alarmberedskab,” argumenterer hun.

Sansernes erindring og læsehunde

I stedet bør man flytte meget mere undervisning ud af skolen – ud i naturen eller ud i samarbejde med lokalsamfundet, mener Louise Klinge. Her trækker hun på forskning af bl.a. neurobiolog Theresa Schilhab fra Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU

I sin forskning dokumenterer Theresa Schilhab, at kontakt med naturen beroliger vores nervesystem, og at hukommelse er en sansemæssig oplevelse, dvs. at konkrete oplevelser lagrer sig dybere i hukommelsen end abstrakt viden, fordi de konkrete appellerer til flere sanser.

”Det, vi sanser, husker vi,” viser Shilhabs forskning, og hun er også blandt dem, der argumenterer for, at skolen i højere grad indretter undervisningen efter denne viden.

”Det beroliger børns nervesystem at være i naturen. Skoler kunne have en bus, ligesom udflytterbørnehaver, og hver uge tage ud til nedlagte landbrug, hvor de kunne dyrke jorden. Eller have dyr på skolen. Jeg har talt med skolelærere, der bygger kaninbure og har kaniner og dyrker en masse planter med børnene. På nogle skoler er man begyndt at have læsehunde. Man kan helt tæt på få trukket dyr og natur ind i undervisningen,” forklarer Louise Klinge. 

I Folkeskolelovens formålsparagraf står det beskrevet, at skolen skal muliggøre, at eleverne “får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.” Og at skolen skal “forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.

Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”
Først når børn ofte oplever at have medbestemmelse og mulighed for at vælge og udvikle de rum, de er en del af i skolen, bliver lovens hensigter til reel praksis, mener Louise Klinge. 

”Alle børn har værdifulde input til små og store forbedringer af skolens fysiske rum. Og ved at erfare, at deres input høres og realiseres, vil skolen reelt give dem redskaber til og erfaringer med at bidrage til det samfund, de er en del af,” siger hun. 

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLER ELLER NYHEDER?

Kontakt